Jobmatch-stress

At finde vej til det rette sted at bidrage kræver både mod og udholdenhed. Det gælder især i en tid, hvor jobmatchprocessen er blevet mere digital, individualiseret og kompleks. For mange er det ikke blot en praktisk opgave – det er en følelsesmæssig og identitetsbærende rejse. Og for dem, der tager stort ansvar eller får det pålagt, kan presset vokse sig tungt. Her opstår det, vi med rette kan kalde jobmatch-stress.

Når de gode intentioner ikke rækker.

Mange mennesker, der matcher jobbet, gør det med de bedste intentioner. De følger regler, normer og etik – og gør sig umage med deres henvendelser. Men når de redskaber og metoder, de tilbydes, er forældede eller ikke passer til nutidens virkelighed, opstår en skævhed. Det, der skulle løfte, kommer i stedet til at lægge sten i rygsækken.

Det er ikke uvilje. Det er ubevidst. Og det sker i en god mening. Men det ændrer ikke på, at ansvaret for at lykkes med jobmatch stille og roligt bliver skubbet over på jobkandidaten – som ofte ender med at tvivle på sine egne evner.

En maskine uden eftersyn.

Forestil dig en maskine, der aldrig får eftersyn. Det ville vi aldrig tillade i trafikken – vores biler bliver sendt til syn for at sikre, at de stadig fungerer og er sikre at bruge. Men når det gælder de redskaber, vi bruger i vejledning og rekruttering, mangler netop det: det regelmæssige eftersyn.

I mange organisationer og HR-afdelinger bruges stadig vejledningsmodeller og arbejdsformer, der ikke er blevet opdateret i årtier. Nye lag og digitale løsninger lægges oven på gamle, udtjente fundamenter. Det svarer til at bygge ovenpå grundvand, der aldrig er blevet renset: ligegyldigt hvor mange filtre vi tilføjer, smager det stadig ikke rent.

Systemet består af mere end software.

Et system er ikke bare teknik og skemaer. Det består af vores metoder, værdier, vaner, strategier, visioner, forestillinger og redskaber. Når vi som fagpersoner sidder foran en skærm og taler med en jobkandidat, må vi stille os selv spørgsmål som:

• Er vi klædt ordentligt på til denne samtale – mentalt, fagligt og teknisk?

• Har vi tænkt over, hvordan skærm, rum og teknologi påvirker dialogen?

• Har vi forberedt os tilstrækkeligt? Har vi trænet det, vi tror, vi kan?

Det er alle disse dele, vi må give et eftersyn. For når systemets dele spiller sammen – og når menneskelig indsigt, etik, teknologi og forberedelse kobles bevidst – så kan systemet støtte i stedet for at spænde ben.

Jobmatch er en læringsproces.

Jobmatch er ikke blot en opgave – det er en læringsproces. Og ikke kun for den, der ønsker at matche jobbet, men i høj grad også for den, der vejleder. Uanset om vi arbejder som HR-konsulent, jobformidler, konsulent i vikarbureau eller vejleder i en offentlig eller privat organisation, så må vi stille os selv spørgsmålet: Hvordan lærer jeg bedst i denne proces?

For at kunne støtte andre i deres læring og udvikling, må vi selv være i bevægelse. Det handler ikke om at give færdige svar, men om at være bevidst om, hvad vi giver videre – og hvordan vi gør det.

Når værktøjet skaber tvivl.

Forestil dig, at du skal save et stykke træ over med en gammel, sløv sav. Du har kun den sav. Du prøver forskellige vinkler, skubber hårdere – men det går langsomt, og det ser ikke pænt ud. Til sidst begynder du at tvivle på dig selv. Er det mig, der ikke kan finde ud af det?

Men nej – det er saven. Det er værktøjet.

Sådan er det også i jobmatchprocessen. Når vi bruger forældede systemer og uigennemskuelige procedurer, er det ikke mærkeligt, at mennesker oplever nederlag og stress – selv når de gør alt, hvad de kan.

Fra stress til angst.

Vi skal passe på ikke at sige "det er bare stress". For stress kan udvikle sig til angst og langvarige mentale barrierer. Når man dag ud og dag ind sidder alene foran en skærm, får automatiske afslag uden forklaring og mister fællesskab, opstår uro og ensomhed. Og ensomhed er ikke kun en psykisk tilstand – den fører også til fysiske symptomer som træthed, søvnløshed og hjertebanken.

Jobmatch må ikke være en kamp.

Hvis vi vil mindske jobmatch-stress, skal vi tage et fælles ansvar for at gøre processen mere menneskelig, respektfuld og lærende. Her er fem centrale fokusområder:

✔ Bedre værktøjer, der faktisk virker – vi kan ikke forvente, at mennesker

lykkes med forældede redskaber.

✔ Mere gennemsigtighed – feedback og svar hjælper mennesker med at

udvikle sig.

✔ Mere menneskelig kontakt – det digitale må aldrig erstatte det menneskelige.

✔ Ændret retorik om ledighed – vi skal tale med respekt, ikke mistro.

✔ Balance mellem ansvar og støtte – ansvaret skal ikke være en byrde, men

en fælles opgave.

En ny bevidsthed – og lidt mod.

Vi forandrer ikke noget ved blot at skifte det firkantede bord ud med et rundt. Ægte forandring kræver træning, bevidsthed og vilje til eftersyn. Vi må turde åbne maskinen, se på delene og justere – ikke for at finde fejl, men for at sikre, at det, vi gør, rent faktisk virker for de mennesker, vi møder.

For jobmatch skal ikke være en kamp, men en rejse mod det rette sted at bidrage, udvikle sig og høre til.