Når fællesskabet skrider – en historie fra Lindehavn.

Lindehavn var en by som mange andre. Ikke stor, ikke lille. Der var torvedage om lørdagen, en håndfuld caféer nede ved havnen og et netværk af virksomheder, hvor de fleste kendte nogen, der kendte nogen.

Her boede Mette på 43 år sammen med sin mand og deres yngste søn, der endnu ikke var fløjet fra reden. Hun havde arbejdet som kontorassistent i en mellemstor virksomhed i snart 17 år. Samme sted, hvor hendes veninde fra barndommen, Pia, sad i HR-afdelingen.

Men på det seneste var der sket noget.

Mette mærkede det tydeligst ved frokostbordet. Hvor der før havde været latter og snak om børnebørn, rejser og lokale fodboldkampe, sad folk nu med blikket i deres mobiler eller småsludrede i små lukkede grupper. Hun følte sig usynlig, som en skygge i hjørnet.

Hun havde forsøgt at tage initiativer – foreslået fredagskage, spurgt til en ny omgang fitness i firmaets motionsrum – men responsen var lunken. Flere af hendes nærmeste kolleger var gået på pension eller havde skiftet job. De nye ansatte var søde nok, men de holdte sig for sig selv, talte i koder, planlagde deres egne projekter.

En dag spurgte hun Pia til råds.

Pia sukkede. "Du er ikke alene, Mette," sagde hun. "Faktisk viser nye tal, at 73 % af danskerne overvejer at skifte job, hvis de ikke føler sig som en del af fællesskabet. Det er vildt højt."

Mette nikkede stille. Hun følte sig set, men det ændrede ikke på følelsen i maven.Tankerne om at finde noget nyt, et andet jobmatch begyndte at røre på sig, noget hun aldrig havde troet, hun ville gøre i hendes alder. Det var ikke lønnen, det var ikke opgaverne – det var ensomheden.

Sønnen, Sebastian, bemærkede det også.

"Mor, du har altid lært mig, at man skal være, hvor man hører til," sagde han en aften, da hun lagde sin bærbare væk med et suk.

"Så måske skal du finde et andet sted, hvor du hører til."

Det fik hende til at tænke.

Måske var det ikke så uoverskueligt, som det føltes.

Måske var det okay at starte forfra. I Lindehavn eller et andet sted.

I ugerne efter begyndte Mette at kigge på stillingsopslag. Hun lagde mærke til, at mange virksomheder nu skriver i deres jobannonce, at de tilbyder fleksible arbejdsforhold, sociale fællesskaber og plads til personlig udvikling – men også, at danske medarbejdere var lidt mere forsigtige end andre lande, når det kom til at efterspørge træning og kurser. Kun 56 % prioriterede det højt i Danmark, mod 72 % globalt.

Hun mærkede en lille gnist tænde i sig.

Det var ikke for sent at finde en anden arbejdsplads, hvor hun igen kunne føle sig hjemme.

Fællesskab var ikke bare en bonus.

For mennesker som Mette – og tusindvis af andre – var det selve forskellen på at blive eller gå.

Baseret på data fra Randstad Workmonitor 2025.